Hvorfor er der to forskellige versioner af den nyeste HTML?

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at mit næste blogindlæg skulle handle om HTML5, der er den nyeste version af HTML. Men under min research fandt jeg ud af, at det er lidt mere kompliceret. Der er nemlig to nyeste versioner af HTML: Både HTML5 og HTML Living Standard. Det er der en årsag til. Og det er, hvad mit indlæg i dag handler om.

Er du klar til lige at blive kastet nogle årtier tilbage i historien – til dengang, da world wide web blev opfundet?

Opfindelsen af world wide web

I 1980’erne nede hos CERN i Schweiz udviklede en mand ved navn Tim Berners-Lee et meget simpelt hypertekst -program, som han kaldte ENQUIRE. Det var forgængeren til world wide web.

Berners-Lee arbejdede videre på at udvikle sit system, og i 1989 kunne han præsentere et nyt hypertekst-system, som var baseret på ENQUIRE. Det blev verdens første version af det, som vi i dag kalder HTML. Berners-Lee anses derfor for at være opfinderen af world wide web!

Standarder for HTML-udvikling – W3C

6. august 1991 lancerede Berners-Lee det første website programmeret i HTML, og world wide web blev herefter offentligt tilgængeligt.

I dag, 27 år senere, bruges HTML fortsat til stort set alle websites. Og i dette øjeblik er der 1.338.959.024 af dem; altså websites med unikke adresser. Det runder snart halvanden milliard, for tallet stiger flere gange i sekundet.

I løbet af årene er udviklingen gået stærkere og stærkere, og der er blevet flere og flere mennesker involveret i den udvikling. I et forsøg på at forhindre den udvikling i at gå i hårdknude, besluttede Berners-Lee i 1994 at etablere en organisation, der skulle holde styr på standarderne for webudvikling. Den kom til at hedde The World Wide Web Consortium (W3C).

W3C’s opgave blev at lave aktuelle standarder for HTML, CSS og Javascript. Det vil altså sige, at W3C forpligtede sig til at lancere standarder for de forskellige web-sprog, så de hele tiden levede op brugernes stigende krav og browsernes formåen.

Det har for eksempel medført, at der med jævne mellemrum bliver lanceret en ny version af HTML. Lige nu hedder den seneste version fra W3C HTML 5.2.

Hvis der ikke fandtes de standarder for web-sprogene (som man løbende kan tjekke på W3C’s hjemmeside), så kunne enhver pige eller dreng sidde på sit værelse og programmere nye versioner af sprogene, der måske i sidste ende ikke ville kunne tale med hinanden – og det ville blive umuligt at forudsige, hvordan websites bliver vist i browsere. (Den historie fortæller denne video fra W3C ret fint.)

Så langt så godt. Men så kommer der en anden spiller ind på banen:

The Web Hypertext Application Technology Working Group (WHATWG)

I 2004 var en række fremtrædende programmører blevet så trætte af, at udviklingen hos W3C gik for langsomt – de var derudover irriterede over, at W3C fokuserede alt deres krudt på et markup-sprog, der hedder XML i stedet for at fokusere på at støtte udviklingen af HTML.

Så nogle programmører, der kommer fra virksomheder som Apple, the Mozilla Foundation og Opera Software, besluttede sig for at danne deres egen organisation, der havde fokus på at udvikle HTML.

Organisationen kaldte de for The Web Hypertext Application Technology Working Group (WHATWG).

Karakteristisk for programmørerne i WHATWG er, at de opererer med en version af HTML, som de kalder Living Standard (LS). Denne version bliver hele tiden bliver udviklet og opdateret, så den på tilfredsstillende vis lever op til de nye krav, som brugerne og browserne hele tiden stiller. Det vil altså sige, at de ikke lancerer nummererede versioner, som W3C gør!

Så hvad betyder det for HTML-standarden?

På nuværende tidspunkt ligner HTML5.2 og HTML LS hinanden så meget, at det i praksis ikke betyder noget for visningen i de fleste browsere.

Hvad kan du så bruge det til?

Det, som du først og fremmest kan bruge det her til, er at du ikke skal føle dig forvirret over at støde ind i versioner af HTML, der måske ikke lige ligner det, som du bruger.

Men skal man så satse på at lære HTML 5.2. eller HTML Living Standard ? Som med så meget andet må det være en smagssag. Måske kan du blive inspireret af mine næste to indlæg, der handler om lige præcis de to.

INSPIRATION