Ada Lovelace (1. del): Verdens første programmør

Ada Lovelace var den første nogensinde, der skrev et computerprogram – og det var i midten af 1800-tallet, længe før der eksisterede computere, som vi kender dem i dag. Alligevel blev hun en fodnote i historien næsten helt frem til i dag.

Den 24.marts 2009 blev Ada Lovelace Day fejret for første gang. Det er dagen, hvor kvinders bedrifter inden for videnskab, teknologi og matematik, bliver markeret og hyldet. Historierne om de fantastiske kvinder bliver husket og fortalt, så de kan blive ved med at inspirere kvinder i hele verden.

Én af de historier handler selvfølgelig om Ada Lovelace selv. Grunden til, at fejringsdagen er opkaldt efter hende er, at hun var den første nogensinde, der skrev et computerprogram – og det var i midten af 1800-tallet, længe før der eksisterede computere, som vi kender dem i dag.

Ada Lovelace som barn
Ada Lovelace, 4 år gammel (Wikimedia Commons)

Poetisk videnskab

Og hun gjorde mere end dét: Hun forudså, at en computer i fremtiden ikke bare ville kunne lave regnestykker men også arbejde med musik og billeder. Og hun beskrev som den første nogensinde et ”loop”, som nu er én af de helt grundlæggende redskab inden for programmering.

Hun brændte for matematik og videnskab, og hun troede fuldt og fast på, at hun netop med matematikken og videnskaben kunne virkeliggøre de vilde fantasier og idéer, som hun gjorde sig. ”Poetic Science” – poetisk videnskab – kaldte hun den metode til at kombinere videnskab og metafysik.

For eksempel begyndte hun allerede som 12-årig med at eksperimentere med tanke om, hvordan et menneske kunne blive i stand til at flyve. Og det var altså mere end 70 år før, at brødrene Wright gennemførte verdenshistoriens første bemandede flyvning.

Adas første løsning lød på en dampdrevet flyvemaskine inspireret af Pegasus, bygget i papir og imprægneret silke. Senere studerede hun indgående fugles anatomi for at finde inspiration til flyvemaskiner, og hun skrev en bog om flyvning og konstruktion af vinger.

Videnskab er ikke for kvindehjerner

Det er ekstraordinært at være visionær, som Ada var. Og det var især ekstraordinært for en kvinde på den tid at interessere sig så brændende for videnskab og matematik, som Ada gjorde.

Ada blev født i London i 1815. Det var en tid, hvor borgerskabets kvinder udelukkende beskæftigede sig med underholdning, læste litteratur og spillede musik inden for hjemmets fire vægge. Videnskab blev ikke anset for at være egnet for kvindehjerner, og kvinder var ikke velkomne til at blande sig i den teknologiske udvikling:

Selvom Ada voksede op i et privilegeret hjem med nære relationer til både kongelige, adelen og Londons intellektuelle (for eksempel Charles Dickens), og selvom hun nåede at markere sig som en dygtig matematiker, så fik hun aldrig i sit liv lov til at bruge det kongelige bibliotek, når hun forskede. Simpelthen fordi hun var kvinde.

Men Ada lod sig ikke bremse af noget. Hun var stærk, uafhængig og uforfærdet og gik direkte til videnskabsmænd for at diskutere og udvikle idéer, og ind imellem ægteskab og tre børnefødsler formåede hun at sætte et vigtigt aftryk på verden.

Ada blev i sin samtid en anerkendt videnskabskvinde. Alligevel blev Ada en fodnote i historien næsten frem til nu. – Især i sin bad-ass kunstner-fars historie.

What a dad

Det var nok ret hurtigt efter sin død, at hun gled ind i sin fars skygge. Omvendt var den rockstjerne-status, som hendes far havde, også medvirkende til, at hun aldrig blev fuldstændig glemt.

Ada var datter af digteren Lord Byron, der skrev Don Juan (blandt andet). Måske er der mange i dag, der ikke kender ham. Men hvis han havde levet nu, så ville han ofte besøge forsiden på den kulørte presse med sit vilde, eksperimenterende, rodløse liv:

Lord Byron, 1835 (Wikimedia commons)

Byron drak, spillede, havde elskerinder overalt. Han købte en tam bjørn til at have på sit kollegieværelse i Cambridge, da han studerende, fordi han ikke måtte have en hund. Han skrev en engelsk-armensk ordbog, han kæmpede i den græske uafhængighedskrig, skrev geniale digte.

Han fik også et barn med sin halvsøster, Augusta Leigh (Det var ikke Ada), og så havde han store økonomiske problemer (især indtil han giftede sig med Adas mor) og var plaget af  meget voldsomme humørsvingninger.

Med andre ord var der mange gode historier i ham – så selvfølgelig blev der sladret i hele England.

Nørde-mor

Adas mor Annabelle (Anne Isabella Noel Byron, 1792- 1860) var den eneste kvinde, Byron nogensinde giftede sig med. Måske var det af kærlighed, måske var det for at lægge en dæmper på sladderen om sit uægte barn med halvsøsteren. Selvom incest ikke var ulovligt i datidens England, så var det ikke socialt accepteret.

Annabelle var en meget veluddannet kvinde, der lige som Ada havde en stærk passion og et stort talent for matematik og videnskab. Hun var ikke bange for at blande sig i diskussioner med de videnskabsmænd, som hun mødte i selskabslivet, og hun satte på ingen måde sit lys under en skæppe. Hun vidste, at hun var klog.
Byron kaldte af den grund hende kærligt for “Princess of parallelograms”; Parallelogrammernes prinsesse.

Annabelle Byron, 1812 (Wikimedia Commons)

Den intellektuelle selvtillid, som Annabelle udviste, var sjælden på det tidspunkt blandt kvinder, simpelthen fordi de ikke havde adgang til universiteterne. Det må have været en kæmpe inspiration for Ada.

Annabelle var i modsætning til Byron et religiøst menneske, og hun foretrak at leve et roligt og stabilt liv med fokus på studier – og hun ønskede det samme for Ada.

Forældrenes korte ægteskab

Da Ada blev født, fik hun det fulde navn Augusta Ada Byron. Navnet Lovelace fik hun senere i livet, da hun som 19-årig giftede sig med William King-Noel, 1st Earl of Lovelace (1805-1893) og blev grevinde af Lovelace.

Der gik ikke engang to måneder fra Adas fødsel, til hendes mor begærede skilsmisse. Annabelle frygtede, at Byron var blevet sindssyg på grund af hans humørsvingninger, og hun var træt af hans elskerinder og af sladderen om hans kærlighed til sin halvsøster.

Byron nægtede først at lade sig skille men indvilligede, da Annabelle anklagede ham for incest og sodomi. Efter skilsmissen flyttede han til Middelhavsområdet, hvor han tilbragte resten af sit korte liv, og han så aldrig Ada igen.

Otte år senere døde han af malaria i Grækenland, hvor han kæmpede i uafhængighedskrigen. Han blev 36 år.

For alt i verden måtte Ada ikke ligne sin far

Ada voksede op alene med sin mor, der for alt i verden ville undgå, at Ada skulle komme til at ligne sin far med hans udsvævende liv, følsomhed og forfærdelige humørsvingninger, der lignede sindssyge.

Annabelle var overbevist om, at det var den romantiske strømning og poesien, der havde ødelagt ham. Det skulle Ada derfor afskærmes fra.

I stedet tilrettelagde Annabelle et strengt uddannelsesprogram for sin lille datter med fokus på matematik og videnskab. Og man forstår godt Annabelle – for det var jo netop matematikken og videnskaben, der gav hende selv glæde og fokus i livet.

Hun lignede alligevel (også) far

Selvom Annabelle virkelig gjorde sig store anstrengelser for at slette Byrons indflydelse fra Adas liv, så lykkedes det aldrig helt. Da Ada blev voksen arbejdede hun bevidst med at kombinere kunsten/metafysikken med den videnskabelige tradition; det som hun kaldte poetisk videnskab.

Og da hun døde i 1852 allerede som 36-årig (præcis som sin far), valgte hun at blive begravet ved siden af ham i Maria Magdalena-kirken i den lille engelske landsby Hucknall ved Nottingham.

Byron glemte (nok) heller ikke Ada. I hvert fald skrev han i digtet Childe Harold’s Pilgrimage (Canto lll):

”Is thy face like thy mother’s, my fair child! ADA! sole daughter of my house and heart? When last I saw thy young blue eyes they smiled[…]“ (1816)

Det var et år efter, at Byron havde forladt England, Annabelle og lille Ada.

Undervist af de dygtigste i London

Annabelle sørgede for, at Ada fik privatundervisning af nogle af Londons skarpeste hjerner: William Frend, William King, Augustus De Morgan og Mary Somerville. Og igennem sit sociale liv fik Ada kontakt til tidens prominente videnskabsmænd som Andrew Crosse, Sir David Brewster, Charles Wheatstone og Michael Faraday.

Derfor endte Ada med at få en uddannelse, der mindst var lige så god som de mandlige studerende på universiteter som Cambridge. Det noterer De Morgan sig i hvert fald og beskriver Ada som et lovende matematisk talent.

Det var især Mary Somerville, som fik Ada et meget tæt forhold til. Somerville er blandt andet kendt for at have oversat den franske astronom Pierre-Simon Laplace til engelsk.

Somerville var ikke bare en stærk rollemodel for Ada, der beviste, at kvinder godt kan gøre karriere inden for videnskaben. Hun introducerede også Ada for de to mænd, der udover hendes far, fik allerstørst betydning for hendes liv.

Den ene var William King, som hun blev lykkeligt gift med og fik tre børn sammen med.

Den anden var videnskabsmanden Charles Babbage, som Ada fik et tæt samarbejde med. Et samarbejde, der satte et vigtigt aftryk i historien.

Mødet med Charles Babbage

Ada mødte Charles Babbage (1791-1871) til en fest i London den 5. juni 1833, da Ada var 17 år. Babbage er sidenhen kendt for at være ”computerens far”. Så det var et historisk møde, der fandt sted den dag: Computerens far og verdens første programmør!

Babbage var på det tidspunkt ved at etablere sig som videnskabsmand i London, og han holdt ofte fester, hvor han samlede Londons mest prominente videnskabsmænd, forfattere og andre intellektuelle.

Her benyttede han chancen til at fremvise sine bedrifter frem i håb om, at de ville gøre så stort indtryk, at han kunne få noget økonomisk støtte til at realisere sine nye og endnu større projekter.

Den dag, hvor Ada mødte ham første gang, fremviste han en mekanisk, dansende ballerina af sølv og en model af det, som han kaldte Differensmaskinen (som vi i dag vil kalde en avanceret, mekanisk regnemaskine).

Gæsterne var mest interesseret i den smukke ballerina – undtagen Ada. Hun ville høre mere om Babbages Differensmaskine og om hans nyeste idé: En Analytisk Maskine, der var endnu mere avanceret.

To fantastiske hjerner

Ada besøgte Babbage efter festen, og han viste hende sine tegninger og sine noter, og det viste sig hurtigt, at hun forstod hans idéer og forstod, hvor geniale de var – i modsætning til de fleste andre mennesker, som Babbagde havde delt dem med.

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab. Og en livslang brevveksling:

Babbage og Ada skrev ofte flere breve til hinanden om dagen. Mange af dem var bare på et par linjer med et enkelt matematisk spørgsmål, en filosofisk overvejelse.

I London på det tidspunkt blev der nemlig leveret post seks gange om dagen. Og hvis man sendte sine tjenestefolk afsted med brevene, så kunne man nå at udveksle endnu flere. Det benyttede Ada sig af, fordi hun kun boede et par kilometer fra Babbage.

Babbage var eminent til at udvikle imponerende maskiner, der kunne lave avancerede regnestykker. Og Ada var enestående til at se et potentiale i Babbages maskiner, som rakte langt ud over hendes egen tid og ind i vores.

I 2. del i denne miniserie om Ada kan du læse meget mere om Babbage og hans maskiner, og hvordan de var forgængere til computeren, som vi kender den.

I 3 del af serien kan du læse meget mere om Ada og hendes fortolkninger af Babbages maskiner, der blandt andet fik hende til at skrive verdens første computerprogram.

INSPIRATION
Denne tegneserie er en super fin præsentation af Ada