Den engelske matematiker George Boole opfandt en måde at arbejde med logik på, der blev et fuldstændig afgørende grundlag for, at computeren blev udviklet. Det, som Boole gjorde, lyder så enkelt, at det næsten kan være svært at forstå, at det er genialt: Han fik den idé, at man kan koge selv meget komplicerede udsagn ned til enten 0 (falsk) eller 1 (sandt).
Én af de mænd, som har leveret et afgørende bidrag til, at computerteknologi eksisterer i dag, er den engelske matematiker George Boole (1815-1864). Han opfandt og udviklede nemlig den logik, som man bruger, når man bygger en computer, og når man programmerer.
Den logik bliver kaldt logisk algebra eller boolesk algebra. Og den er helt kort baseret på, at alle udsagn og kommandoer kan reduceres til 0’er og 1-taller.
I et tidligere blogindlæg har jeg skrevet om, at computeren kun forstår 0’er og 1-taller.
Grunden til, at jeg besluttede mig for at skrive et indlæg om boolesk algebra er, at det blev nævnt meget kort på side 3 i min lærebog om JavaScript. Og jeg blev nødt til at finde ud af, hvad det var. Undervejs blev jeg grebet af historien om George Boole selv, så ham kommer det også til at handle om her.
George Boole blev født for cirka 200 år siden i den engelske by Lincoln. Han fik aldrig nogen uddannelse, men blev alligevel professor i matematik og udviklede den logik, som gjorde det muligt at udvikle et så komplekst elektrisk kredsløb som computeren.
Han lærte alt af sin far (der var skomager)
Hans far var skomager og havde lært sig selv at læse og skrive, og han brugte al sin fritid på at studere matematik, astronomi og litteratur. Hvis han ikke havde haft en familie med 4 børn, som han skulle forsørge med sin skomagervirksomhed, så ville han nok allerhelst have været videnskabsmand.
Men i stedet lærte han alt videre til sin søn – og vigtigst af alt lærte han ham at være nysgerrig og at forfølge sine ideer.
Ungt geni
George Boole lærte at læse 5 forskellige sprog, og det gjorde ham i stand til at læse originalteksterne fra tidens store matematikere. Allerede som 14-årig oversatte han det græske digt ”Ode til foråret” og fik det trykt i den lokale avis. Det skabte en del debat, fordi der ikke var nogen, der ville tro på, at en 12-årig havde formået at lave så god en oversættelse. Måske havde han også fået lidt hjælp af sin far.
Som 19-årig holdt George Boole sin første offentlige forelæsning. Den handlede om Newton og havde titlen “Genius and Discoveries of Sir Isaac Newton”.
Allerede som helt ung beviste han altså, at han (med sin fars hjælp) snildt kunne følge med dem, der var født ind i bedre kår.
Da George Boole selv fik børn – han fik 5 døtre – blev de også hjemmeundervist, og da de voksede op, markerede de sig alle sammen hver især i den akademiske verden. Seje piger, når man tænker på, at det er cirka 150 år siden!
George Boole blev skolelærer
Desværre for George Booles far, gik skomagerforretningen fallit. Måske skyldtes det, at fritidsstudierne havde taget overhånd. George Boole måtte nu tage sig et arbejde som skolelærer, så han kunne forsørge hele familien. På det tidspunkt var han kun 16 år!
Den unge George trivedes godt med livet som lærer, og han tog sig tid til at fordybe sig i studier om aftenen. Men i længden tjente han ikke nok til at sørge for familien, så i 1834 – da han var 19 år – åbnede han en ny skole, som han selv blev leder af. Skolen blev en succes, også økonomisk, og han fik ry for at være en dygtig lærer. Senere åbnede han flere andre skoler, både en for mænd og en for kvinder, og det var med samme succes.
Skrev over 50 videnskabelige artikler i sin fritid
Mens George Boole arbejdede som skolelærer og skoleleder, udgav han over 50 videnskabelige artikler om den gren af matematikken, der hedder infinitesemalregning, som beskæftiger sig med integral- og differentialregning. En af artiklerne vandt han en guldmedalje for i Royal Society i London.
George Boole forskede og skrev alle sine artikler om aftenen, og han sad helt alene med det. Som 25-årig udviklede han endda en helt ny gren af matematikken, der kaldes invarience theory, som senere blev brugt af Albert Einstein til at udvikle relativitetsteorien og atomfysikken.
Jeg synes, at det er svært at forstå, hvordan han kunne holde fast i sin motivation, og hvordan han kunne stole så meget på sine egne idéer og på den vej, som han havde begivet sig ud på. De allerfleste kommer ikke langt uden at være en del af et miljø med fagfæller, hvor man kan inspirere hinanden og dele tanker og ideer.
Faktisk blev George Boole tilbudt en studieplads på Cambridge University i 1839, da han var 24 år. Men han måtte takke nej til det, fordi universitet nok kunne betale hans leveomkostninger, men ikke hans families.
Matematikprofessor i Cork
I 1849 blev der opført et nyt universitet i Cork i Irland – Queen’s College hedder det. George Boole besluttede sig for at søge stillingen som professor her, og han sørgede for at få anbefalinger fra tidens helt store matematikere, som han kunne sende sammen med ansøgningen. Det var matematikere som Augustus de Morgan, Arthur Cayley William Thomson, Philip Kelland og Robert Ellis.
Ansøgningen var så overbevisende, at George Boole blev udnævnt til universitets første professor i matematik – og det var jo altså på trods af, at han aldrig havde fået nogen formel uddannelse.
Mens han var ansat på universitetet, udgav han i 1854 sit mest kendte værk “An investigation into the Laws of Thought, on Which are founded the Mathematical Theories of Logic and Probabilities”. Det er her, han folder de tanker ud, som senere er blevet kendt som boolesk algebra, og som banede vejen for, at vi har computere i dag.
Dybt påvirket af hungersnøden
På universitetet i Cork havde George Boole sandsynligvis meget mere frihed til at bestemme, hvad han ville forske i, end hvis han var blevet ansat på én af de store, velrenommerede universiteter i England. Simpelthen fordi Queen’s College var så nyt. Og det tiltalte nok George Boole, der hele sit liv havde været selvstuderende.
Til gengæld måtte han så leve med, at der på det tidspunkt var hungersnød i Irland, fordi en parasit havde angrebet kartoflerne. Under hungersnøden døde en million irere, og en million emigrerede til blandt andet England, USA, Canada og Australien.
George Boole selv levede beskyttet og velernæret inde bag universitets mure. Men det påvirkede ham dybt at opleve den store fattigdom, især de små, underernærede børn, som han ofte skrev om i sine breve til familien i England.
Den sociale bevidsthed havde han med sig igennem hele livet, måske fordi han selv kom fra fattige kår. Blandt andet etablerede han i sin hjemby Lincoln et herberg for kvinder, der var kommet i uføre på den ene eller den anden måde. Formålet med herberget var at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.
George Boole havde også engageret sig i “The Lincoln Early Closing Association”, der var en slags fagforening, som kæmpede for kortere arbejdstid for alle brancher.
Vild med Mary
I 1950, da George Boole var 35 år gammel, mødte han for første gang 18-årige Mary Everest. Hun var niece til én ven af George Boole: George Everest, der havde været leder af kortlægningen af Indien og Himalaya, og som (mod sin vilje) havde fået opkaldt verdens højeste bjerg efter sig.
George Boole forelskede sig i Mary Everest, og han giftede sig med hende i 1855, som 40-årig. Det blev et lykkeligt ægteskab med fem døtre: Mary Ellen, Margaret, Alicia, Lucy og Ethel Lilian.
Mary Everest var autodidakt matematiker lige som George Boole, og lige som han var hun lidenskabeligt optaget af videnskab. Og som noget meget usædvanligt for tiden, så mødte hun op til hans undervisning på universitetet, og sammen diskuterede de hans forskning.
Hun var især optaget af at videreformidle matematik og videnskab til børn, og hun udgav en række undervisningsbøger. Blandt andet skrev hun bogen ”Philosophy and the fun of algebra. Hun ville gøre det sjovt at lære og var stor tilhænger at alternative undervisningsmetoder som supplement til bøger. Hun opfandt blandt andet ”String art”. Videnskab og matematik skulle leges ind.
Udover matematik interesserede Mary sig også for parapsykologi og homeopatisk medicin, som vi i dag vil kalde alternativ behandling. I det hele taget har hun været en meget interessant kvinde, der lige som George Boole har haft modet og vedholdenheden til at gå sine egne veje, og fremfor alt ikke lade sig diktere af de forventninger, som samfundet havde til hende som kvinde. Lige som hendes mand ikke lod sig begrænse af samfundets forventninger til ham som skomagersøn.
Kold spand vand
George Boole døde allerede som 49-årig i 1864. Han var gået på arbejde i regnvejr og havde undervist en hel dag i vådt tøj. Da han kom hjem, udviklede han lungebetændelse. Mary var overbevist om, at den bedste behandling var at overskylle sin mand med kolde bade for at drive lungebetændelsen ud af ham. Så hun sørgede for, at han med jævne mellemrum fik en spand koldt vand ud over sig, mens han lå syg i sengen. Det var – stik mod hensigten – måske med til at fremskynde hans alt for tidlige død – og Mary stod alene tilbage som enke som 32-årig.
Arven efter George Boole
George Boole var selv overbevist om, at han gjorde nogle vigtige opdagelser. Men hvor vigtige de opdagelser faktisk blev 100 år senere, havde han nok ikke forestillet sig i sin vildeste fantasi. For det var først, da den digitale computer blev udviklet, at værdien af George Booles arbejde for alvor viste sig. Alt det skal det handle meget mere om i 2.del af denne miniserie om George Boole.